fredag den 17. juli 2009

Det lykkedes - jeg er blevet færdigt med noget - sådan da

Tænk - på 2 uger har jeg fået gjort 2 sjaler færdige, dog mangler det ene lige at blive vasket og spændt ud, men den 'fornøjelse' har jeg tænkt mig at gå i gang med, når syndfloden når disse nordlige breddegrader.


Concert in the Park Shawl
Strikket af softwool, men i uvasket udgave, fordi det var et gaveprojekt og min yndlingssøster (har kun den samme) havde ønsket sig et salviegrønt sjal. Da sage blue kun kunne fås med 'fedt på', ja så måtte det blive sådan.

Det var et fint, nemt mønster at strikke. Det lykkedes mig næsten at lære det udenad. Det blev købt hos Blackberry Ridge Dette firma sender kun 'rigtige' mønstre, ikke noget med pdf her. Men når jeg kan bestille mønstret tirsdag aften og så få det med posten fredag morgen, ja så kan det vist ikke gøres meget hurtigere.

Jeg strikkede meget på dette projekt, mens det var virkelig varmt og ind imellem stank såvel hænder som tøj som en ramsaltet ged, men gudskelov fortog stanken sig helt efter 3 gange vask, først i mild hårshampoo og så til sidst i woollite, som er lidt parfumeret. Inden vask vejede sjalet 157 g og efter vask, opspænding og tørring var vægten lidt uenig med sig selv og vippede mellem 149 og 151 g.

















Ice Fantasia Shawl
Dette sjal er designet af Anne Hansson. Hun har også sin egen forretning og blog her

Sjalet er - som sædvanlig havde jeg nær sagt - strikket i supersoft i farven Thistle. Jeg elsker bare den farve, men nu må jeg nok til at finde en anden favorit, for det bliver noget ensformigt med en masse strik i samme farve i skabet.




Jeg har ikke fået vejet sjalet endnu, men denne gang er der ingen ubehagelige odeurer hverken af ged eller andet, kun lækker uld.

Det er lidt svært at fotografere dette sjal, når det ligger fladt, for der er nogle geniale udtagninger foroven, som gør sjalet 'skulderformet', så det ikke kan glide ned.

Som strikkeprojekt, tja-bum. Jeg havde ikke opdaget, at der var 'rigtig' knitted lace (mønster på både ret- og vrangside pinde), for det bryder jeg mig egentlig ikke om med alle de tynde tråde, men her er det faldet OK ud.

Kanten var et mareridt, for den blonderapport var fuldstændig umulig at lære udenad, og da jeg først var blevet sur på den, ja så blev den strikket færdig i meget små bidder.

Glæder mig til at bruge sjalet, som sidder godt og luner dejligt.

lørdag den 16. maj 2009

Når et sjal bliver til et sengetæppe

Ønskede mig et let, kvadratisk sjal og fandt i mine gemmer et mønster fra Two Old bags: Weeping Willow.

Der er hverken tårer eller piletræer, så vidt jeg kan se, men det er et hurtigt og let mønster, som jeg har strikket før i den trekantede version.

Gik glad og fro i gang med ca. 300 g af Marianne Svits Softwool og tju hej, det gik. Knap 4 uger har det varet at strikke det, og i den periode er jeg også blevet færdig med FataMorgana fra Isager/Anette Rossen.

Spekulerede lidt over, hvor i alverden jeg skulle spænde et kvadratisk sjal op, men den bekymring kunne jeg have sparet mig, for da det kom ud af vaskemaskinen, skulle det absolut ikke spændnes ud, men snarere spændes ind, så det blev lagt lige så forsigtigt til tørre, for ikke at strække det yderligere. Se selv her:





Sengen, det ligger på er 180 cm bred og sjalet måler nok 150 x 150 cm. Det skal nok blive godt i kølige sommeraftner, som plaid.

Lagt dobbelt virker det OK, og så har jeg fået reduceret mit garnlager med 200 g - ikke at det er noget som ses. Måtte nemlig købe 100 g ekstra for at have nok og alt i alt er der gået 290 g garn til 'mesterværket'.

onsdag den 8. april 2009

Jeg er fææærdig...

...med Whisper Cardigan fra seneste nummer af IK.



Den bliver en storfavorit her i sommer. Den er strikket i 136 g softwool fra Marianne Svit og dejlig luftig og blød. Farven hedder Thistle og er den skønneste blanding af grå-grøn-lilla-gul-blå.

Der skal nok komme et bedre billede senere, for den er også flot bagfra.

søndag den 29. marts 2009

Så blogger jeg igen - til ære for sjal kal 2009

Så har jeg endeligt fået afbilledet noget af det, som jeg strikker.

Fandt et sjal, som jeg begyndte på i efterårsferien sidste år, nu skulle det bare være færdigt, så her er det:





Sjalet hedder Carnival Glass Shawl og er designet af Renée Leverinson for Cherry Tree Hill.

Garnet er noget, som jeg faldt for på sidste strikkefestival. Kate har indfarvet det og det er så utroligt blødt og fint, at hele sjalet kuns vejer 64 g, ikke den store reduktion af lageret, som ellers er mit 2009 fortsæt - nemlig at bruge dobbelt så meget lagergarn, som jeg køber. Lagergarn er alt det garn, som jeg har købt - men ikke brugt - inden 1. januar 2009.

torsdag den 10. juli 2008

Igår havde jeg et valg....

Mellem dette her:











Og dette:















Pligtfølelse vandt. Det blev nu slet ikke hårdt, for jeg fandt på at planlægge kommende projekter, som jeg kunne tænke mig at strikke. Det blev en fin ønskeliste og jeg skal såmænd kun leve et par hundrede år mere, så når jeg at strikke det hele. Hvis jeg altså ikke finder på nye idéer.

Efter et par timer kunne jeg sætte mig til rette med kaffe i kruset og Karen Noes Rustikgarn på pindene og kaste mig ud i Afrodite. Rustikgarnet er flot, men det lugter en del af råsilke og så er jeg ikke god til at strikke med flere tråde på en gang. Da slet ikke når det drejer sig om 2 sytrådstynde bomuldstråde og en noget tykkere silketråd. Glæder mig til, at trøjen er færdig. Den vil gøre sig under Super Karla.

Nå, jeg kunne sidde i solen, nyde fuglesangen og fryde mig over dette syn:














Nyt motto: "Jeg rydder ud og skaber plads til vækst og balance i mit liv"

Lidt sker her dog....

Det er meget længe siden, jeg sidst har blogget, for jeg har en idé om, at der hører billeder med til en blog, og det er noget af et problem at få vores kamera til at samarbejde med denne alderstegne PC, men nu er noget da lykkedes og jeg kan fremvise et par billeder af de ting, som senest er blevet færdige her på matriklen.


Her er min Super Karla Poncho strikket i shetlandsuld/multifarvet mohair fra Karen Noe.

Lukketøjet - eller hvad man nu skal kalde det - er fundet hos Designværkstedet i Aalborg.




Ponchoen har været færdig et pænt stykke tid og den bliver brugt flittigt til aftenbrug på terrasen.


Denne her sag er et Emerald Isles sjal fra the Knitting Goddess - der er dog ikke meget smaragd over min udgave, som er strikket i en-trådet garn fra Evilla.


fredag den 21. marts 2008

Det er ikke meget, jeg får skrevet...

Dette sørgelige faktum skyldes 2 ting: At jeg ikke har overholdt mit nytårsforsæt og at jeg ikke har kunnet få billeder fra kamera til blog. Det sidste er der nu rådet bod på og det første - tja - det får være!


















Her er for eksempel de to forskellige udgaver at mormors muffedisser, som jeg har strikket for at hun kan holde hænderne varme.





Så kommer her lidt syndedokumentation - jeg har købt originalgarn til Falkenbergs Gloria og dernæst hvad jeg sådan måtte begrænse mig til, da jeg var til udsalg hos Designstrik. Der skulle gerne komme en vifte-jakke, en elegance-trøje og en sød model fra Isager, som jeg ikke kender navnet på, ud af dette bjerg. Måske får jeg også taget mig sammen til at gøre mit Noro papirtørklæde færdigt, nu har jeg da fået købt garn.