søndag den 18. november 2012

COPYCAT

... hedder det vist, når en forbryder kopierer en andens forbrydelse.

Om det er helt så slemt, det jeg har haft gang i, må stå hen i det uvisse, men ca. 693 meter lækker islandsk spindegarn fra Istex er blevet til denne her:




Trøjen passer til mig og vejer kun 154 gram, når jeg ikke er indeni!!! og kan kun beskrives som let, lun og lækker

Den er strikket oppefra og ned og i modsætning til Gudrun + Gudrun , så er jeg altså slet ikke vild med at sy ærmer i, så de er strikket med også. Jeg kan dog godt lide idéen med kontraststriben, men ikke deres farvevalg og slet-slet ikke 'boblerne', så de er i min version blevet til små krydser.

Den skal nok blive en god ven, når jeg farer rundt og mopper lange, kolde skolegange.

søndag den 12. august 2012

Fra 17 til 545 masker på 16 dage

Jeg nåede det - søreme. Mit Ravelympics projekt blev færdigt idag kl. 17.36, sådan da. For det vil afgjort have godt af en gang vask og en udspænding, hvilket ses tydeligt her nedenfor:



Jeg måtte altså bare fotografere det på mit allerbedsteste sted på jord, terrassen ved min fars sommerhus. "Himlen over var klar, en stor tom skål af blåt. badet i lys. Der fandtes intet ondt i verden". (Citat fra: Blå sko og lykke af Alexander McCall Smith)

Denne bog var også en af weekendens nydelser. En ny historie med udgangspunkt i damernes detektektivbureau nr 1 og dets indehaver, en dame med traditionel figur. Der sker sjældent drabelige ting og sager i bøgerne, men de har en egen underfundighed, som jeg er faldet totalt for.

Nå tilbage til sjalet: 231 gram 8/2 Evilla Arty Yarns = 925 m er forsvundet fra mit lager og over i campingsjalet, som jeg kalder det. Jeg er nemlig ret sikker på, at det er på campingture, at modtageren vil udnytte det varmepotentiale, som findes i ulden.

Det er ikke så langt lige nu, kun 65 cm i højden, så jeg håber meget på, at det giver sig efter en gang vask og måske en dampning af kanten.

Jeg har i det store og hele strikket det efter Drops opskrift. Dog har jeg strikket en retpind fra vrangsiden efter hvert hulmønster, for ligesom at få det til at træde bedre frem:


Jeg tilføjede også en hæklet kant - musetakker - og lukkede de strikkede masker af undervejs, så jeg er godt tilpas lige nu med at nå i mål til tiden.

torsdag den 26. juli 2012

Jeg vil også være med....

til de olympiske lege i London, men da sport ikke siger mig noget og alderen trykker, har jeg i stedet meldt mig til denne her 'sportsbegivenhed':





Det kan jeg vist godt klare.

Der er alle mulige teams man kan være med i og jeg forsøger lige nu at finde ud af, hvordan jeg opretter et Team Denmark.



Der er også lige en begivenhed for mig: Frogging Trampoline. Jeg har fundet et projekt af ældre dato, en dominostrikket plaid i Evilla Arty Yarn, som nok aldrig bliver færdig, fordi jeg mangler garn - meget - og man ikke kan købe det mere.



Det kan så blive til et 'campingsjal' til en god og hjælpsom bekendt, som i 'et-sjal-der-varmer-når-man-sidder-og-fryser-r....-øh-skuldrene-af-i-forteltet'.




Den model, jeg har valgt er dette drops-mønster:





enkelt og ligetil og sikkert udmærket tv-strik.


Reglerne for deltagelse er ret enkle: Man skal slå op til et projekt når legene går igang, hvilket vil sige kl. 22.00 dansk tid og så skal det være færdigt, når de olympiske lege slutter, senest.



Mit projekt skulle gerne være færdigt næste fredag, så jeg skal virkelig ekcellere i disciplinen speed-strik.


Kom og vær med! Find pinde og garn frem og vær klar til at slå på kl 22.00 og så Let the Games Begin

søndag den 5. februar 2012

Alle gode gange 3

3 gange har jeg nu af lukket på denne poncho og jeg håber inderligt, at det nu er sidste gang:



Den er strikket for en til en og første udgave var en lækker sag strikket i Raggstrømpegarn fra Hjertegarn og en tråd af Isagers Alpacca. Det skulle være en julegave og jeg leverede den glad og stolt 14 dage før jul. Desværre skulle den liige vaskes og det foregik ved 40 grader i vaskemaskinen. Efter den tur kunne den passe et spædbarn og var for øvrigt stiv som et brædt.

På den igen nu kun i raggstrømpegarn. Med 14 dage til jul blev der strikket igennem lige efter hovedet, for garn og opskrift passede ikke længere sammen, og jeg opfandt nærmest mønstret undervejs. Den 24. december kl. 11 blev den afleveret.

Modtageren var rigtig glad for den, men dels skulle den strikkes længere, hun er meget høj og dels kunne hun ikke lide det originale design, hvor der var lange ribstrykker for og bag.

Op igen og på den igen med forlængelse af overdelen og fortsættelse af mønstret i underdelen. Nu håber jeg bare, at jeg har set den poncho for sidste gang. Jeg er ganske vild med den og kunne da godt finde på at lave en til mig selv - engang - men det bliver bestemt ikke lige foreløbig.

628 g garn er der gået til denne her.

tirsdag den 17. januar 2012

Hele 3 ting på en gang

1) Jeg har fået en ny, smart telefon og kan nu tage fine billeder




2) Jeg har fået downloaded det program, som gør, at jeg kan overføre de fine billeder

3) og jeg har gjort årets første stykke strik færdigt:




Det er en delvist selvkomponeret poncho til en lille pige. Det originale mønster er fra Sandnes, men deres bort var lidt kedelig, så jeg lavede mit favorit diamond mønster om til en enkel række.

4½ nøgle Superwash Vital er gået til denne lille sag, så det er 515 m (cirka) på knitometeret, nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg får det vist på bloggen her.