Der er mennesker, man ser hver dag, som absolut ikke siger en noget og så er der mennesker, man kun er sammen med en kort tid, men som står skarpt i erindringen. Hanne var en af de sidste, for det overskud og den livsvilje, hun udstrålede, var utrolig.
Igår fandt jeg en gammel poesibog, hvor præsten havde skrevet et digt til mig i forbindelse med min konfirmation. Jeg kan ikke finde ud af at tænde lys og kan endnu ikke hverken scanne eller lægge billeder ind, ellers havde jeg vist den fine håndskrevne udgave.
Her er digtet, tilegnet Hanne og hendes familie:
Ingen er en ø
ingen står alene.
Andres glæde er min glæde,
andres sorg er også min sorg.
Vi har brug for hinanden,
så jeg vil forsvare enhver,
som var det min bror,
enhver som min ven.
Jeg så folket samles,
jeg hørte musikken begynde.
Sangen, jeg hørte dem synge,
hører jeg altid.
Ingen er en ø.
John Donne
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar